
Besøgscenter Østerild
Besøgscenter Østerild har som formål at formidle viden om vindenergi, om testcentret og om lokale forhold.

Oplev besøgscentret
I besøgscentret kan du få den sidste nye viden omkring vind og vindkraft i Danmark. Her kan du få svar på, hvordan en vindmølle bliver bygget og se forskellige vindmøllemodeller. Du kan også lege med vind og vindtunneler.

Udsigtstårn og vindmøllevinge
Lige uden for besøgscenteret står udsigtstårnet. Det er lavet af en 14 m høj bundsektion fra en Vestas vindmølle, så her kan du se, hvordan en mølle ser ud indefra. Når du kommer op i tårnet kan du kigge ud over skoven og få overblik over Testcenteret og vindmøllerne.
De 14 meter svarer til 1/10 af højden på nogle af testcentrets aktuelle tårne.
Inde i skoven, kan du virkelig se, hvor store de enkelte vindmøller faktisk er. Vi har lagt en 62 meter lang Vestas vinge ude i skovbunden, som du både kan se og røre ved.


Besøgscenteret – en del af landskabet
Besøgscentret i Østerild fremstår arkitektonisk i direkte sammenhæng med både landskabet og vindmøllerne. Det er minimalistisk i sit udtryk og indføjer sig skånsomt i naturen. Den lidt bøjede form leder tanken hen mod en vindmøllevinge, og bygningen fremstår i en smuk balance mellem natur og teknologi. Besøgscentret og de omkringliggende arealer er tegnet af Cubo Arkitekter A/S.

Vind er for alle
Besøgscenter Østerild er for alle. Fra den tekniske vindentusiast, der gerne vil være helt opdateret på Danmarks vindeventyr, til familien, der bruger møllerne som mål for søndagsudflugten. Besøgscentret møder gerne skoleklasser, der vil have øjnene op for de naturvidenskabelige uddannelser, så vi har indrettet os med særdeles gode faciliteter og undervisningsmateriale til grundskoleelever. Vi tilbyder også rundvisninger til både turister, pensionister og lokale, og her er åbent for alle – alle ugens dage, hele året rundt.