Oplevelser i området

Kombiner din tur til vindmøllerne med andre seværdigheder

Østerild Klitplantage

Besøgscenter Østerild er placeret lige midt i Østerild Klitplantage. Her er der masser af vandreruter og cykelstier. Nogle af ruterne følger den gamle jernbanestrækning, langs Gl. Aalborgvej, og der findes også primitive lejrpladser i området. Ved Tovsig Sø og Klastrup Dam, kan du fiske efter gedde, aborre og ål. Der er en stor hundeskov tæt op ad besøgscentret og en stor skovlegeplads ikke langt herfra.

Bulbjerg

Bulbjerg er et af Nordjyllands mest smukke og barske naturoplevelser. På toppen af den 87 meter høje kalksten har du udsigt over Vesterhavet, så langt øjet rækker. I den mange millioner år gamle kalk kan du finde flint, forsteninger og søpindsvin. Og så kan du se bunkerne. et levn fra krigens tid – det gode overblik over hav og luftrum fra Bulbjerg, havde stor strategisk betydning for den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig, der det meste af tiden havde tyske soldater stationeret i området.

Vejlerne

Et kvarters kørsel fra Testcenter Østerild ligger Vejlerne. Det er Nordeuropas største fuglereservat i et ca. 6000 hektar stort lavtliggende område der ligger hen som græsenge, rørskove og brakvandssøer. Det er et paradis for naturelskere og ornitologer, og et af de vigtigste yngleområder for vandfugle og sjældne fuglearter.